SAMMENBRAGTE FAMILIER
De fleste voksne med opløste par- og familieforhold bag sig ønsker at indgå i et nyt og varigt parforhold. Og da mange af os bliver skilt eller går ud af forhold, bliver der etableret mange sammenbragte familier, dvs. familier hvor den ene eller begge voksne har børn med fra tidligere forhold.
I glæden over den nye forelskelse, som sætter gang i de voksnes ønske om at flytte sammen, undervurderer vi undertiden, at dette ønske er – de voksnes. Og at det for de børn, som skal bringes med ind i den nye familie, dels ikke er deres ønske eller behov, dels er forbundet med mange og modsatrettede følelser.
Mange skilsmissebørn har oplevet skilsmissen som et uforståeligt fravalg af dem selv. Børnenes tilværelse bliver brudt op, og skilsmissen betyder som regel et nomadisk liv mellem to bopæle. Den hemmelige drøm, mange børn har, om at deres forældre kunne finde sammen igen, knuses, når en af forældrenes etablerer sig i en ny familie. Den nye partner vil undertiden blive opfattet som den skyldige, som barnet oven i købet skal konkurrere med om sin fars eller mors opmærksomhed og følelser.
Ofte bliver de voksne også overrumplet af at opdage, at det er svært af få afstemt de forventninger, man har til sig selv, og de forventninger man har til hinanden. Forbudte følelser dukker op, og frustrationer og skuffelse over egne reaktioner rettes mod partneren og dennes børn.
Vi tilbyder rådgivning og terapi til par med sammenbragte familier. Forløbet tilrettelægges efter behov og inddrager både de voksne og børnene.