DAGTILBUD
Voksne der arbejder med børn, vil børn det bedste. Alligevel oplever vi ikke sjældent, at voksne i deres arbejde med børn handler på måder, som modarbejder det de gerne vil. Særlig de udsatte børn oplever, voksne der ikke ser dem.
I dagtilbud og ved skolestart ser vi rigtig mange børn, der ikke har det godt. De er urolige og de skaber uro. De har svært ved at koncentrere sig, svært ved at omgås andre og svært ved at få venner. De er så at sige midt i verden og ude af sig selv. Senere i livet ser vi på ungdomsuddannelserne unge som har ringe fremmøde og som laver mindst muligt. De har mistet livsgnisten og troen på at de kan blive en inkluderet del af samfundsfællesskabet. Når vi ser disse børn og unge, må vi spørge os selv, hvad det er vi har gjort ved dem.
Børn bliver sig selv gennem det at blive set af andre. Når så mange er ude af sig selv må vi tænke, at de ikke er blevet set.
Gennem vores arbejde har vi erfaret, at mange helt almindelige børn kommer i knibe i deres helt almindelige familier og deres helt almindelige dagtilbud. Vi ved også, at der bliver flere og flere udsatte børn, og selv om kommunerne bruger flere penge til udsatte børn og deres familier, bringer mange af de børnefamiliesager, der sættes i gang i kommunerne, ikke det ønskede udbytte på trods af en stor indsats fra både familierne og kommunernes ansatte.
Derfor er det nødvendigt at finde nye veje. Da næsten alle småbørnsfamilier kommer dagligt i daginstitution eller dagpleje, har de ansatte inden for småbørnsområdet en helt central rolle i udviklingen af disse nye veje, både i forhold til børn og til forældre. (Krog og Secher 2009)
Vi ved hvad der skal til. De sidste 50 års forskning og praksis inden for udviklingspsykologi, neuropsykologi og pædagogik har vist os vejen i en anerkendende retning. Men erfaring fra praksis, viser os, at det er rigtigt svært for ansatte der arbejder med børn, at omsætte teorien til praksis.
Det er vores varemærke, at vi holder foredrag, kurser og laver supervision, som hjælper ansatte med at omsætte teorier og værdier til praksis.